Som jeg omtalte igår viste DRs magasinet penge her til aften en udsendelse om gratis software. Udsendelsen handlede om en familie på 4 der fik udskiftet deres tre computere derhjemme, med tilsvarende maskiner med Ubuntu linux installeret, i stedet for det gængse Microsoft Windows.
Da udsendelsen var en del af magasinet penge, var hovedfokus i programmet lagt på økonomien, altså hovedsageligt på købsprisen på det forskellige software, og som de kom frem til i programmet er der RIGTIG mange penge at spare.
Den anden, og selvfølgelig lige så vigtige del af programmet var så: er det besparelsen værd? Det nytter jo selvfølgelig ikke noget at man kan spare 50% af indkøbsprisen på sin computer, hvis man så pludselig har en maskine der ikke kan bruges til det nødvendige. Programmets udfald? Det ER besparelsen værd. Den endelige dom lød (løst citeret fra min hukommelse):
Magasinet Penge: “Hvis i nu, efter at have prøvet disse gratisprogrammer i 14 dage, skulle ud og købe nye computere til familien og virksomheden, ville i så vælge de gratis alternativer?”
Faderen: “Ja, med det ville vi med 85% sikkerhed.”
Moderen: “Den beslutning ville jeg støtte op om!”
Det hele var selvfølgelig ikke fryd og gammen, og det er der heller ingen grund til at påstå. En af de første dage afprøvede familien en række forskellige ting de normalt ville bruge maskinen til, for at se om det virkede uden problemer. De største mangler her, var at børnenes spil ikke kunne installeres i første forsøg. Det er et kendt problem blandt linuxfolk at mange programmer bliver lavet med henblik på at blive brugt på windowsmaskiner, hvilket kan give nogle problemer når man prøver at køre dem under Linux. Langt de fleste programmer kan dog findes i tilsvarende gratis versioner der er mindst lige så gode. Alternativt kan man søge lidt rundt på nettet hvor der findes rigtig mange gode supportsider, og det havde familien også gjort. De var meget imponerede over hvor let det var at få hjælp til at løse deres problemer, og oftest kom denne hjælp efter kun minutters ventetid… stadigvæk gratis
Alt i alt synes jeg det var en rigtig god udsendelse, og jeg er rigtig glad for det positive udfald. Dette positive udfald mærkes da også allerede tydeligt rundt omkring på internettet. Linuxpusher.dk som blev omtalt i programmet som et sted hvor man kan bestille linux cd’er utroligt billigt (DR betalte 22,50kr inkl. fragt for deres Ubuntu skive) har kørt lansomt hele aftenen, og pålidelige kilder siger at ejeren af siden har fået rigtig mange bestillinger allerede i aften. På samme måde kan det ses og mærkes at der er flere end sædvanligt der kigger forbi forummet på Ubuntu Danmark. Dog endnu ikke i så høj grad som sidst der var omtale af Ubuntu i medierne, men det kommer forhåbentlig.
Magasinet Penge har også lavet en beskrivelse af programmet, samt samlet en lang række links til de interesserede, samt relaterede artikler, heriblandt:
- Artiklen – Leif er en af it-verdenens hippier om Leif Lodahl, der arbejder på Open Office projektet, og som også taler til Ubuntu Release party på lørdag, på CBS i København
- Artiklen – Skoler skifter til gratis software om en skole i Tønder der er delvist skiftet til gratis programmer, hvilket eleverne er meget glade for, samtidig med at skole sparer en masse driftsomkostninger.
- Hjemmesiden – Foreningen af danske Ubuntubrugere som jeg er medlem af. Her har vi bl.a. et forum og en chat, hvor familien bl.a. har hentet hjælp i deres tid med Linux.
Så du udsendelsen, og gav den dig stof til eftertanke? Er du linuxbruger, eller har du overvejet at prøve det, eller hvad er dit forhold til Linux og Open Source, samt de penge der er at spare?
Related posts:








[...] om Ubuntu på DR som jeg tidligere har omtalt i et par indlæg, har affødt en del indlæg og debatter rundt omkring [...]
En lille episode fra IRC her for lidt siden, som jeg synes var værd at nævne. “FiXion” er en af mændene bag linuxpusher.dk som blev nævnt i udsendelsen.
[13:12] FiXion > er der solgt mere efter programmet igår?
[13:16] efter udsendelsen dukkede der ca. 100 ordrer op inden kl. 23
[13:16] så fik jeg da stresstestet systemet – som heldigvis bestod uden problemer
ca. 100 ordrer indenfor et par timer, det er da god reklame. Jeg glæder mig til at nogle af de folk der har bestilt ubuntu CD’er finder frem til ubuntudanmark.dk
Er det godt eller skidt at det nu er prisen som for mange er blevet det afgørende for at bruge fx Linux og anden Open Source-softare. Det var jo oprindeligt friheden som var det vigtige og det er fortsat vigtigt for mange.
Personligt er jeg glad for alle som ikke er kunde hos Microsoft eller som har nogle ikke MS produkter på deres maskiner; men frihed er vigtigere end penge.
Jeg synes slet ikke at prisen er et dårligt argument for at skifte. Jeg kan finde rigtig mange gode grunde til at skifte til Linux, prisen og friheden er bare 2 af dem, men det er ikke nødvendigvis vægtige grunde for andre mennesker. Jeg tror også min mor vil være fuldstændig ligeglad med friheden, men derfor tror jeg hun ville kunne blive glad for at skifte
Der er masser af gode grunde til at skifte, det handler bare om at finde de grunde der rammer folk, vil jeg mene.