Web Analytics Wednesday - København

Published on 2009-09-24 by Jesper Jarlskov

I går deltog jeg i den Københavnske version af Web Analytics Wednesday. Jeg havde aldrig deltaget i sådan et arrangement før, så jeg var ret spændt på at se hvad det var for noget. Arrangementet løb af stablen i DSBs kursuslokaler lige ved Østerport, så det burde være ret let for de fleste at komme til stedet, det var lidt problematisk at finde ud af hvordan man kom derind, men når man først havde fundet den rigtige dør, kom man ind i nogle hyggelige lyse lokaler. Det var et udemærket sted, og jeg synes det fungerede fint til lejligheden. Desuden var kaffen god, der var sodavand til alle, samt vin og fadøl til den lækre lille buffet efter arrangementet. Alt i alt synes jeg at stedet fungerede udemærket til arrangementet. Selve arrangementet bestod af to dele, først et ord for sponsorerne, efterfulgt af aftenens taler, Ivan Bager, der skulle snakke om 'webanalyse, hvorfor og hvordan'. Det var meningen at en person fra sponsoren WebTrekk skulle være ude og fortælle om deres nye produkt, men hun var desværre blevet forhindret i at møde op, så hun havde valgt at indtale sin præsentation som lydfil, så den kunne afspilles samtidig med at hendes slides kørte. Det synes jeg, og tilsyneladende også de fleste andre, var en ret dårlig idé. Et oplæg bliver hurtigt kedeligt nok i sig selv hvis der er for meget fokus på slidesne, og det bliver bestemt ikke bedre af at der slet ikke er en oplægsholder. Det ville nok have været bedre hvis hun havde valgt helt at aflyse sin reklame, for at kede folk på den måde er nok ikke den bedste måde at lave reklame. Aftenens hovednavn, Ivan Bager, var heldigvis helt anderledes levende (og til stede, ej at forglemme). Ivan tog alle de tilhørende med på en tur hele vejen gennem sin webanalyse verden, på nær den tekniske del med hvordan det installeres. Ivan havde mange gode pointer om hvorfor det var så vigtigt at gennemtænke sine KPI'er, samt hvordan dine mål for hjemmesiden understøtter resten af forretningen, et KPI der går på at få 200.000 besøgende på sin hjemmeside, men hvis virksomheden kan spare penge på at folk læser en FAQ på hjemmesiden i stedet for at ringe til kundeservice, kunne det være interessant at måle om folk finder hvad de skal bruge, i FAQ'en. Det kan også være relevant rent faktisk at kunne sætte nogle beløb på med et $ ved siden af. Hvis et opkald til kundeservice koster virksomheden $8, og en forbedret FAQ kan fjerne 500 opkald om måneden kan du fortælle chefen at du vha. webanalyse har sparet virksomheden for $8 x 500 = $4000 om måneden, det er den slags tal selv chefer forstår. Desuden understregede Ivan vigtigheden af at gennemtænke sine KPI'er helt. Det hjælper ikke noget at have nogle faste målbare KPI'er, hvis der ikke findes en handlingsplan der hurtigt kan sættes i værk når den røde lampe begynder at blinke. Ivan bager selv var en livlig mand, der rendte rundt, pegede på slides, råbte af folk der snakkede, modtog og svarede på spørgsmål, fortalte jokes og svinede konsulenter, chefer og CBS'ere. Alt sammen ting der var med til at gøre foredraget livligt og personligt, og jeg synes det var et rigtig spændende og inspirerende foredrag.

Alt i alt synes jeg, på trods af den noget krævende reklameintro, at det var et godt arrangement, og jeg vil gerne takke sponsorerne WebTrekk og IIH Nordic for at sørge for at den slags arrangementer kan afholde gratis. Også tak til de folk der har lagt arbejde i at få det til at fungere.

Næste Web Analytics Wednesday i København bliver onsdag (surprise :P) d. 7. Oktober, hvor der vil blive snakket om A/B splittesting, og multivariat testing, det lyder spændende og jeg begynder lige så stille at glæde mig.