Januar - Opsummering og next step
Så sluttede Januar og det er tid til et tilbageblik på måneden. Som det har været antydet på bloggen er der sket en del i denne årets første måned, både i mit liv generelt, og i forhold til mine mål for året.
Måneden der gik
De første to mål på listen handler om at skrive hvad der svarer til et indlæg per uge, både her og på mad og øl-bloggen. Her på bloggen er jeg stadig med, med ca. et indlæg per uge, og jeg har desuden et par emner til techindlæg jeg skal have skrevet. På ølbloggen er jeg en smule bagud, men jeg må jo se at få smagt nogle flere øl.Næste mål er lanceringen af mit nye PHP-site. Dette har jeg fået arbejdet en del på i løbet af måneden og det er nu meget tæt på at være klar. Det bliver meget rart snart at få det ud til offentligheden.
Lanceringen af localpub og afslutningen af mit studie var fra starten af to forskellige projekter, men det ser nu ud til at de to bliver kombineret. Projektet er altså skudt i gang, og jeg håber snart at kunne komme med noget mere konkret om projektet her på bloggen også.
Et andet mål for i år har været at ville gennemføre min. 3 30-day challenges. Januarudfordring var at skrive dagligt, på 750words. Med 31 dage og mere end 25.000 ord overstået er dette lykkedes, hvilket betyder at jeg har gennemført den første af de 3 udfordringer.
Målet om at gennemføre 3 onlinekurser er der endnu ikke sket nogen udvikling i, men man kan jo ikke nå det hele på en gang. Jeg har heller ikke forladt landet endnu, men jeg er lige så stille begyndt at gøre nogen overvejelser og snakke med nogle mennesker om hvordan og hvornår.
Som nævnt i et tidligere indlæg var jeg frivillig og deltager til årets Nordic Game Jam, hvilket ud over at være en sjov oplevelse med nogle spændende mennesker også tæller som det hackerjam jeg i følge planen gerne ville nå i år. Jeg kan altså allerede nu strege første mål fra listen. Det skal selvfølgelig ikke holde mig fra at deltage i andre hackerjams hvis der dukker flere spændende tilbud op.
Jeg har endnu ikke fået bidraget med kode til nogen open source projekter, men jeg er sikker på jeg nok skal nå det i løbet af året.
Udover mine mål for året er jeg i den forgangne måned også startet på nyt job, hvor jeg skal arbejde med PHP og Drupal. Det kan derfor godt forventes at der vil dukke flere Drupalindlæg op her på bloggen løbende. Dette vil forhåbentlig også kunne hænge sammen med mit mål om at bidrage kode til et open source projekt.
Den kommende måned
Det var selvfølgelig også meningen jeg skulle have haft en udfordring til Februar måned, men pga. en lidt klodset start på måneden er det allerede lykkedes mig at springe dage over, så jeg regner med at gemme udfordringen til næste måned. I stedet vil jeg forsøge at arbejde lidt videre med skriveudfordringen.I Januar har jeg skrevet dagligt, men det har været meget tilfældigt hvornår på dagen det er sket. Fremover har jeg tænkt mig at prøve at nå at skrive som noget af det første hver eneste dag, både for at forbedre oddsene for at få det gjort til en egentlig vane, men også fordi de fleste af de ting jeg laver til hverdag kræver en del kreativ tænkning, jeg tror derfor det vil være en fordel rent produktivt, hvis jeg kan få kickstartet hjernen ordentligt hver dag.
Årets første måned er hermed overstået. Jeg synes det har været en begivenhedsrig måned, og jeg synes jeg har opnået en del. Året starter godt, og jeg glæder mig til at se hvad der kommer til at ske herfra!